Børkop: Hold nu op, det regner. Og jeg går under en alt for lille paraply, hvor jeg prøver på at finde en smule læ.

Men det lykkes ikke, for vandet sniger sig ind på en fra alle sider. Kampen tabes hurtigt.

Det er efteråret, og november viser fra den der snuskede side. Det er bare gråt i gråt, og det eneste farve, der er tilbage, er de sporadiske blade, der hænger på træer og bøgehække.

På jorden er der til gengæld mange blade. Sæsonen er ved at gå på hæld, og naturen har sin egen måde at vise det på. Det kaldes blæst, regn og grå toner i læssevis.

Åh, november.

Suk du er en træls måned. Der er aldrig sådan rigtig sne, for det er det ikke koldt nok til. Sol er der heller ikke meget af, for den hænger så lavt, at den ikke kan formå at varme meget op, og det giver i sig selv mere grumset vejr, men til gengæld der er masser af regn. Efterår er bare den sæson med mest luftfugtighed, og det skal jeg da love for, er den rene sandhed i det herrens år 2019.

Hvem har da opfundet november?

Det har romerne. I fald var det en romer, der tænkte tanken, at året kunne inddeles i måneder, men han glemte en detalje: han gav året ti måneder, og ja, så passede pengene ikke, og derfor blev januar og februar også ført ind i rækken.

Hvilket i så fald betyder, at november har i så fald været med fra starten, men det bliver den ikke mere charmerende af.

Jeg tøffer videre i regnen. Trods våde sko.

Hvem har da opfundet regnen?

Det ved jeg ikke. Vejrguderne måske. Men jeg kan huske, at jeg engang læste, at en regndråbe falder med samme hastighed, som en cyklist cykler, og med min dårlige form in mente, lyder det ikke til at være ret meget.

Man skulle lige i denne tid have levet på den sydlige del af jordkloden. Der er november lig med vores maj-måned, og så er sommeren jo godt på vej.

Suk, sådan er der så meget, når det regner, men snart kommer julen. Sikkert også med regn til følge, for vi kan regne med regnen. Suk.